TILKNYTNING
Tilknytning definerer vi som barnets biologisk funderede behov for samspil med en eller flere omsorgspersoner. Kvaliteten af dette samspil har stor betydning for, hvordan barnet udvikler sig.
Tilknytningen danner grundlag for barnets følelsesmæssige og hjernemæssige udvikling, og dermed også for barnets oplevelse af sig selv og verden.
Man taler om forskellige former for tilknytning:
TRYG: Bruger omsorgspersonen som tryg base for udforskning og som sikker havn.
UNDGÅENDE: Tilsyneladende upåvirket af adskillelse, undgår kontakt.
AMBIVALENT: Bliver let urolig og søger kontakt, men lader sig ikke berolige
DESORGANISERET: Virker skræmt ved adskillelse, eller reagerer sært eller modsætningsfyldt.
De utrygge tilknytningsmønstre er strategier, der skal hjælpe barnet med at håndtere erfaringer med utilstrækkelig eller uhensigtsmæssig følelsesmæssig samspil.
TILKNYTNINGS - OG UDVILINGSTRAUMER
Traumer opstået i barndommen på baggrund af omsorgssvigt og krænkelser kalder vi for tilknytnings- eller udviklingstraumer. Et traume kan opstå, når et barn oplever sig alene med ubærlige følelser, når de voksne, der skal beskytte og støtte barnet, i stedet svigter eller krænker.
Disse traumer kan have store konsekvenser for barnets udvikling på alle områder. Den neuroaffektive udvikling, altså hjernens og den følelsesmæssige udvikling, som er tæt forbundne, vil ofte være forstyrret og præget af ”huller”.
Et barn lærer at regulere sine følelser og adfærd i samspil med sine omsorgsgivere. Når barnet ikke får hjælp til følelsesregulering, står det alene med ureguleret angst og smerte, og et forhøjet arousalniveau, der ikke giver plads til sund udvikling af relationelle, sociale og kognitive kompetencer.
Et barn med udviklingstraumer har først og fremmest brug for at have sikkerhed og stabilitet i sit liv, så det kan opleve at være uden for fare og trygt.
Ofte vil traumerne være opstået i de tidlige barndomsår, hvor barnet endnu ikke har udviklet et sprog for sine oplevelser. Traumet er i kroppen, i hjernen og i nervesystemet, og det skal tænkes ind i en behandling af barnet.
Theraplay er en måde, hvorpå man uden ord kan styrke barnets oplevelse af at høre til, at være sikker i en tryg relation, og dermed åbne op for en positiv neuroaffektiv udvikling.
Er arousalniveauet meget højt, kan barnet have glæde af en række sessioner med neurofeedback, som kan give nervesystemet mere ro og dermed overskud til udvikling
FØLELSESREGULERING
Fra vi mennesker er spæde, lærer vi om os selv og vores følelser i samspillet med vores forældre. Når et spædbarn græder, og får trøst, kærtegn, mad, en ren ble eller beroligende snak tilbage fra forældrene, lærer det, at den frustration det oplever, ikke er farlig. Far og mor er der og hjælper med at barnet bliver godt tilpas igen. Barnet er afhængig af forældrenes hjælp til at kende og regulere egne sansninger og følelser. Dette regulerende samspil danner grundlag for evnen til at mentalisere – at forstå egne og andres adfærd og følelser.
Hvis et barn ikke har fået hjælp til at regulere sine følelser, kan det blive overvældet og skræmt, og opleve at verden ikke er et trygt sted at være. Barnet vil opleve at være truet på sin overlevelse - for det er helt afhængig af omsorgen fra de voksne.
Theraplay skaber mulighed for, at barnet kan blive spejlet og reguleret i en tryg relation, så der kan kompenseres for den følelsesregulering, barnet ikke tidligere har oplevet i tilstrækkelig grad.
THERAPLAY inspireret legeforløb:
Theraplay er en metode, hvor man, gennem små strukturerede lege, styrker barnets ressourcer til udvikling, tilknytning og følelsesregulering.
Metoden er udviklet til adoptivbørn, anbragte børn i plejefamilie eller på institution, men bruges også til at styrke forældre-barn relationer, og til at hjælpe børn, der har vanskeligt ved at regulere følelser og adfærd i sociale sammenhænge.
I legene har vi fokus på tidlige traumer, tilknytning og udviklingsforstyrrelser, der er opstået før barnet har udviklet et sprog.
Disse oplevelser er vanskelige at behandle gennem traditionel samtale eller legeterapi, da de ikke er sproglige.
Barnet kan ikke sætte ord på det svære og heller ikke vise det gennem symbolleg i klassisk legeterapi.
Legeforløbet er en setting, der minder om de tidlige og betydningsfulde oplevelser, et barn har med sine omsorgspersoner.
Legene giver barnet mulighed for at gennemgå tidlige udviklingstrin på ny og derigennem opnå nye erfaringer med sig selv og andre.
Det giver et særligt nærvær for barnet, som oplever sig betydningsfuldt, accepteret og elsket.
På den måde kan man styrke barnet, følelsesmæssigt og hjernemæssigt (neuroaffektivt).
Barnet kan hjælpes til at udvikle fornemmelse for, hvem det er, og få nye kompetencer i nære relationer og sociale sammenhænge.
Legene giver forældre og omsorgsgivere nye oplevelser med, og et nyt syn på deres barn.
Samtidig udvikles omsorgsgivers evne til at regulere barnet.
Et legeforløb giver således mulighed for styrket følelsesmæssig udvikling og tilknytning.
